Lejemål ophørt

Hi Was The Night med Jonas Mikkelsen (Foto: Torben Ager)

Starten i fredags for Hi Was The Night blev den sidste i denne omgang for Stald Bornholm.nu, der har valgt at ophæve lejemålet med hesten.

Hi Was The Night sluttede på fjerdepladsen i fredags for Bente Finne, og anpartsstalden ønsker i stedet at leje en hest, der kan være med i den bornholmske hurtigklasse.

»Beslutningen sker som led i vores beslutning om kun at drifte to heste ad gangen. Hi Was The Night er allerede solgt, og vi takker for hans indsats og den tid, han har været en del af stalden«, siger Bjarne Hansen.

»Træner Frank Mikkelsen har haft et vågent øje på en lovende hest i Sverige – og både Carsten Jensen og jeg deler optimismen. Hesten starter i løb på tirsdag, og hvis den præstation bekræfter det, vi har set i videoer og resultater, tager vi ham med hjem«.

»Den nye hest vil, ligesom Hi Was The Night, være på lejeaftale, da stalden økonomisk ikke er i position til at købe på nuværende tidspunkt«, fortsætter Bjarne Hansen.

»Vi beholder foreløbig Therideofalifetime, som kommer i prøveløb på Falster 15. juni«.

»Den nye hest håber vi kan gøre det lige så godt som Capture, da han er i samme klasse«, afrunder Bjarne Hansen.