VEDTÆGTER FOR STALD BORNHOLM.NU

§ 1

Foreningens navn er: Stald Bornholm.Nu

§ 2

Foreningens formål er at fremme interessen for travsport blandt Netavisen Bornholm.Nu’s læsere.

Foreningen betaler for køb og driften af heste der er med i stalden.

Som medlem af foreningen kan optages alle der har interesse for travsporten på Bornholm.

Ved optagelse betales et indskud til foreningen på kroner 2.000.

§ 3

Antallet af andele i foreningen gøres op pr. 31. december og er lig med fuldt indbetalte
kontingenter. Andelshaverne ejer i fællesskab foreningen.

§ 4

Foreningen afholder generalforsamling én gang årligt, inden udgangen af april.

Foreningens bestyrelse består af mindst tre andelshavere med en formand, en kasserer og et bestyrelsesmedlem. Blandt ejerne udpeges en teknisk repræsentant, der er foreningens manager i forhold til hestens træner og hestesportens organisationer i øvrigt.

Hvor intet andet er anført, afgøres beslutninger ved almindeligt stemmeflertal blandt de fremmødte på generalforsamlingen. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

Hver andelshaver har en stemme, uanset antallet af andele.

Regnskabsåret er lig med kalenderåret.

§ 5

Indkaldelse af medlemmer til foreningens ordinære generalforsamling sker skriftligt pr. brev/e-mail af bestyrelsen med varsel på mindst 2 uger.

Indkaldelsen skal angive tid og sted for generalforsamlingen samt dagsorden.

Revideret årsrapport for det forløbne år samt forslag til budget for det kommende år fremsendes til foreningens medlemmer pr. brev/email sammen med dagsordenen.

Endvidere skal medfølge forslag fra bestyrelsen, der agtes stillet på generalforsamlingen.

Ethvert medlem har ret til at få et angivet emne behandlet på generalforsamlingen.

Begæring om at få et emne behandlet af den ordinære generalforsamling skal være indgivet til bestyrelsens formand senest inden udgangen af februar måned. Bestyrelsen skal medsende forslag i indkaldelsen, og såfremt indkaldelsen er sket, skal forslag eftersendes pr. brev/e-mail.

§ 6

Bestyrelsens formand indkalder til bestyrelsesmøde så ofte der findes anledning hertil samt når 1 medlem af bestyrelsen begærer dette.

Beslutninger træffes af de mødende bestyrelsesmedlemmer ved simpel stemmeflerhed.

Formanden – eller i dennes fravær næstformanden – leder bestyrelsesmøderne og har i tilfælde af stemmelighed den afgørende stemme.

Bestyrelsen udarbejder referat af mødet.

Bestyrelsen kan til løsning af specielle opgaver nedsætte udvalg, der kan bestå af medlemmer uden for bestyrelsen, idet udvalgsformanden dog altid skal være et bestyrelsesmedlem.

Bestyrelsesmøder skal dog have deltagelse af min. 50 % af bestyrelsesmedlemmerne. Formanden indkalder til møderne.

På foranledning af et medlems anmodning påhviler det formanden at indkalde til et bestyrelsesmøde. I tilfælde af ønske om et sådant ekstraordinært bestyrelsesmøde skal indkaldelsen indeholde formuleret dagsorden, på de punkter, der ønskes drøftet.

§ 7

Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal som minimum indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning.
  3. Aflæggelse og godkendelse af revideret regnskab, samt driftsbudget.
  4. Forslag fra bestyrelsen
  5. Forslag fra medlemmer
  6. Fastlæggelse af årligt kontingent
  7. Fastsættelse af eventuel udlodning fra foreningens formue.
  8. Valg af formand – på valg i lige år.
  9. Valg af næstformand – på valg i ulige år
  10. Valg af kasserer – på valg i ulige år.
  11. Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer – på valg henholdsvis ulige år og lige år.
  12. Valg af 1 suppleant til bestyrelsen.
  13. Valg af 1 revisor.
  14. Valg af revisorsuppleant.
  15. Eventuelt.
    Personer, der vælges på en generalforsamling, er valgt for en 2-årig periode.

§ 8

Bestyrelsen forestår den løbende drift af foreningen.

Bestyrelsen forestår endvidere køb og salg af heste.

Beslutning om køb og salg af heste sker i dialog og rådgivning med foreningens tekniske
repræsentant og træner. Beslutningerne kræver enstemmighed i bestyrelsen.

Kassereren forestår den løbende bogføring, ind- og udbetalinger samt opkræver kontingent og andre løbende ydelser fra andelshaverne. På foreningens konto/konti kan kasserer disponere alene.

§ 9

Det årlige kontingent betales i månedlige rater til foreningens konto senest den første bankdag i måneden.

Lovlig udmeldelse af foreningen kan ske med 3 måneders skriftligt varsel til formanden til udløb den 31. december, således at medlemskabet ophører det pågældende år den 31. december.

Ved lovlig udmeldelse har et medlem alene krav på at få tilbagebetalt senest opgjorte andelsværdi. – dog maksimalt kroner 2.000.

I tilfælde af dødsfald tilfalder andelen dødsboet, der herefter kan vælge at fortsætte medlemskabet eller at realisere andelen. Evt. manglende indbetalinger bliver modregnet i andelens værdi.

§ 10

Såfremt et medlem ikke indbetaler kontingent til foreningen rettidigt og ikke berigtiger restancen senest 7 dage efter skriftligt påkrav herom, kan foreningen beslutte, at medlemmet skal ekskluderes, hvorefter medlemmet fortaber samtlige rettigheder til foreningens eventuelle formue.

Såfremt et medlem fortaber sin ret tilfalder vedkommendes andel foreningen

§ 11

Ingen af foreningens medlemmer hæfter for foreningens gæld udover indskud ved indmeldelsen.

Vedtaget på stiftende generalforsamling den 18. december 2013.
Revideret på generalforsamling 15. februar 2017.
Revideret på generalforsamling 29. maj 2018.
Revideret på generalforsamling 2. april 2019