Hi Was The Night behandlet

Frank Mikkelsen (Foto: Torben Ager)
Stald Bornholm.nus primus motor Bjarne Hansen brugte en del af tirsdagen på et besøg hos anpartsstaldens svenske dyrlæge med Hi Was The Night.
Hi Was The Night har foreløbigt gjort to starter for Stald Bornholm.nu og det var efter hestens seneste start, at man tog beslutning om dyrlægebesøget.
»Han er blevet behandlet i begge forknæ og det højre bagknæ. Han var øm og haltede på bagbenet ved løb. Behandlingen betyder, at han har 28 dages løbskarantæne, men kan fortsætte træningen om en uges tid«, fortæller Bjarne Hansen
»Vi ved ikke, hvorfor han var øm, men det blev opdaget, da kusk Jonas Mikkelsen i løbet 12. august mente, at hesten ikke var helt, som han skulle være«.
»Træner Frank Mikkelsen kunne efterfølgende konstatere ømheden, og der blev bestilt tid hos den svenske dyrlæge, som behandler vores heste«, fortsætter Bjarne Hansen.
»Da han har fået meget medicin, så giver vi ham en ekstra uge, så medicinen er helt ude af kroppen, når vi sender ham i løb«, påpeger staldens primus motor, så anpartstalden ikke får problemer med anklage om doping og afrunder:
»Han har ifølge sin journal aldrig tidligere været behandlet, og nu får han en gummisål under sine sko, så der kommer mindre belastning på hans forben«.