Capture desværre skadet
Det blev til en flot andenplads til Stald Bornholm Nus Capture ved løbene på Bornholms Brand Park i går, men der går noget tid førend at den svenskefødte hest atter kommer til start. Til gengæld satses der på storløb for de to øvrige heste.
Der var en kortere eller længere pause for Capture efter dens andenplads på Bornholm i går. Hesten fuldførte løbet, men træneren Frank Mikkelsen kunne efterfølgende konstatere, at alt ikke var som det burde være for den svenskfødte hest.
»Capture er desværre skadet, og skal behandles. Det betyder en pause fra løb. Vi håber, han er klar i løbet af en måned. Forhåbentlig kan han være klar til storløb i Sverige i slutningen af juli«, håber Stald Bornholm Nus Bjarne Hansen.
»I gårsdagens løb var han ikke styrbar den sidste halvanden omgang, og rente helt skævt i opløbet – og måtte nøjes med andenpladsen, slået af Cerosso«, fortsætter anpartsstaldens primus motor.
»Nu bliver han undersøgt, og hvis det kan klares lokalt, så sker det. Men er det mere alvorligt, så skal vi have ham til behandling i Sverige. Så kan pausen desværre blive længere – og så er det stayerløbet på BM-dagen, vi sigter imod«, siger Bjarne Hansen.
Som skrevet i går var de to øvrige heste også med fremme i afgørelsen. Fenwick vandt for Jonas Mikkelsen, mens Gullfoss kunne besætte andenpladsen i sit løb. Nu gælder det snart kommende storløb for de to anpartsheste.
»Fenwick vandt Niels Mikkelsens Mindeløb. Det var ekstra dejligt, fordi det var barnebarnet Jonas Mikkelsen som vandt. Den forbereder sig til 5-års mesterskabet«, oplyser Bjarne Hansen.
«Gullfoss gik over al forventning. Den forbereder sig til Calles Cup og 4 Års Mesterskabet, som er årets store opgaver« afrunder anpartsstaldens bestyrelsesformand.