Gullfoss skadet
Med en behandlingskrævende skade i det ene bagknæ, kommer seneste skud på stammen hos Stald Bornholm.nu, Gullfoss, ikke til at starte et lille stykke tid, og det kommer blandt andet til at koste deltagelsen i Calles Cup på Bornholm.
Der kommer til at gå et stykke tid før debuten og anpartshaverne i Stald Bornholm.nu får glæde af den treårige hoppe Gullfoss. Det blev et faktum, da træneren Frank Mikkelsen onsdag fik gennemgået hesten efter lidt problemer et par dage forinden.
»Dét forklarer formentlig, hvorfor hun havde problemer i svingene på travbanen, da hun var inde og træne på banen mandag, og overraskende galoperede nogle gange«, fortæller Stald Bornholm.nus formand og primus motor Bjarne Hansen.
»Hun bliver behandlet lokalt fredag, og får så en længere hvilepause. Det betyder desværre, at hun ikke vil kunne starte i Calles Cup. Til gengæld regner vi med, at hun vil være klar, så hun kan forberede sig til 3 Års Mesterskabet, som er årets store opgave«.
»Hvornår eller hvordan skaden er opstået, vides ikke. Det spiller heller ingen rolle nu. Det vigtigste er, at vi får hende behandlet hurtigst mulig, og får gjort hende klar til mesterskabet«, afrunder Bjarne Hansen. 3-års mesterskabet køres 25. september.