Capture klarede sig bedst
Med en tredjeplads klarede Capture og træneren Frank Mikkelsen sig bedst af Stald Bornholm.nus tre heste, der startede fredag aften på Bornholms Brand Park.
Efter en rolig indledning kom Capture til at sidde i fjerde par indvendigt i et moderat tempo med 24,2/500 meter respektive 22,2/1000 meter for førende Timberlake.
Med en omgang til mål kom Capture perfekt ud i andet spor, men fik for langt frem til Cerosso og Timberlake. Holdt tredjepladsen i 1.20,4/3040 meter snore til 2.000 kroner.
Fenwick havde ikke forladt travbanen uden præmie på Bornholm, inden fredagens start, og det var heller ikke tilfældet, da ekvipagen kørte over målstregen.
Fra indvendig portion nåede Fenwick akkurat forbi til fjerdepladsen efter en fin afslutning. Fik noteret 1.22,6/1860 meter snore. Der var 1.000 kroner i præmie.
Der var på forhånd størst tiltro til Eternity La Marc. Hoppen kom ud i andet spor med omkring 800 meter til mål efter at have siddet indvendigt i den indledende fase.
Efter en hård åbning med 14,9/500 meter og 17,4/1000 meter, ebbede kræfterne ud hos Eternity La Marc, der var uplaceret i 1.21,6/1860 meter auto.
Arkivfoto: Torben Ager