Eternity La Marc til tops
Med træneren Frank Mikkelsen i vognen kunne Stald Bornholm.nus Eternity La Marc tage sæsonens anden sejr, da den vandt på Bornholms Brand Park.
Intet blev overladt til tilfældighederne undervejs. Fra start styrede Frank Mikkelsen direkte mod spidsen, hvorfra han ramte kilometerpælen efter moderate 21,7.
I spidsen havde Eternity La Marc alt under kontrol og sejrede i 1.19,6/1600 meter auto. Der var 2.600 kroner i førstepræmie til Eternity La Marc og Stald Bornholm.nu.
»Hun passer godt til banen og det er en rigtig racer«, kommenterede Frank Mikkelsen indledningsvis, da han kom tilbage til Fast Tracks rapporter Michael Holm..
»Hun tager jo selv fat, og sprang til spids, og jeg var nærmest bare passager første sving rundt«, forklarede Frank Mikkelsen, der også startede Comet Elkær.
Comet Elkær galoperede, da startvognen slap feltet. Seksåringen forsøgte at komme tilbage til feltet, men måtte se sig uplaceret i 1.19,8/1600 meter auto.
Fotos: Torben Ager