Comet Elkær diskvalificeret efter startgalop

Comet Elkær levede for anden gang i denne sæson ikke op til rollen som storfavorit, da han fredag blev diskvalificeret efter galop kort efter start.

På papiret lignende det en let opgave at tage spids fra startspor 1 og holde hjem til en sikker sejr. Men akkurat som 20. april var Cometen alt for ivrig bag startbilen, og det resulterede i galop efter få meter.

Træner og kusk Frank Mikkelsen sagde efter løbet, at det allerede inden løbet så ud som om hesten var ukoncentreret.

– Under præsentationen løb han og kiggede sig rundt til alle sider. Og da starten gik, virkede det, som om han blev bange, sagde Frank Mikkelsen.

Løbet blev vundet af staldkammeraten Corner Tiki, som blev kørt af FRanks lillebror, John Mikkelsen, som Grundlovsdag skal køre Sir William.

Comet Elkær får Franks datter, Simone Mikkelsen i sulkyen i et ungdomsløb. Her har han startspor 7 og distancen er 2140 meter.

Any Given Monday har årets hidtil bedste mulighed for en sejr. Han har startspor 3 på sprinterdistancen 1860 meter. Kusk er Frank Mikkelsen.