Comet Elkær viste sig som angrebshest
Comet Elkær viste sig fra en ny side, da han i anden afdeling af Danmarksmesterskabet for travamatører sejrede trods et løb i dødens.
Med Trine Urth Pedersen i sulkyen vandt Comet Elkær sikkert, da han på opløbsstrækningen spurtede forbi Jan Kramer bag Bornholm Nu, Stald Bornholm.nu’s tidligere hest, som blev toer i løbet. Førstepræmien var 5.000 kroner.
Træner Frank Mikkelsen havde fortalt kusken, at hun skulle satse på at komme til spids. Men det glippede.
Trine Urth Pedersen fortalte i sejrsinterviewet, at Cometen i startmomentet var blevet ramt af startvognens vingespids, men han holdt sig i trav og kæmpede sig frem og op på siden af den førende Bornholm Nu.
Her blev han det meste af det 1.860 meter lange løb for til sidst at gå til angreb og sejre, trods en punktering i sidste sving.
Det ene hjul var fladt efter påkørsel, fortalte Frank Mikkelsen efter løbet.
Træneren glædede sig over, at Cometen nu også kan vinde, selvom han ikke kommer til føring fra starten.
– Det er tydeligt, at det har givet ham selvtillid, at vi har passet på ham, så han ikke har fået dårlige oplevelser, når han har haft bagerste række, sagde Frank Mikkelsen.
Sir William kørt ned
Trine Urth Pedersen var paradoksalt nok årsag til, at Sir William kun fik en femteplads i var dagens syvende løb, da hun bag Quick Streamline påkørte Sir William i sidste sving, og efterfølgende blev diskvalificeret. Ekvipagen var kommet over målstregen som nummer to.
Frank Mikkelsen var godt tilfreds med Sor Williams indsats, og det samme var kusken Jens C. Jacobsen.
– Han (Sir William – red. ) skal nok komme til at vinde løb på Bornholm, især på det lidt længere distancer, vurderede han tilbage i stalden.
Femtepladsen gav en præmie på 600 kr.
Sir Williams næste opgave bliver formentlig Erling Rügge Memorial 31. maj, hvor der båder er indledende løb og finale.
Fotos: Torben Ager / Travfoto Bornholm