Bestyrelsen vil bemyndiges til køb og salg
Det skal i fremtiden kunne foregå hurtigere og smidigere, når der skal handles heste til Stald Bornholm.nu.
Det mener en enig bestyrelse, som lægger op til en vedtægtsændring, som bemyndiger bestyrelsen til at forestår køb og salg af heste.
Det er bestyrelsens oplæg, at beslutning om køb og salg af heste skal ske i dialog med foreningens tekniske repræsentanter og træner. Beslutningerne kræver imidlertid enstemmighed i bestyrelsen.
– Er der optræk til, at der skal handles, så vil medlemmerne naturligvis blive informeret via de sædvanlige kanaler, blandt andet hjemmesider og nyhedsbreve. Det kan også blive aktuelt at indkalde til et hurtigt informationsmøde.
På den måde kan vi hurtigt få input fra medlemmerne, hvis de har kommentarer eller gode ideer.
Erfaringer har nemlig vist, at vi skal kunne handle hurtigt, hvis den rigtige hest er på markedet – eller vi har en hest, som ikke præsterer som forventet, kommer ud for uheld eller får alvorlige skader. I sådanne tilfælde er et indkaldelsesvarsel på 14 dage til en ekstraordinær generalforsamling og en beslutning på generalforsamlingen for langsommelig. Vi risikerer, at vi mister muligheden for at købe en god hest – eller at vi får unødige udgifter, hvis en hest bliver skadet, forklarer bestyrelsesformand Bjarne Hansen.
Forslaget skal drøftes på den kommende generalforsamling 2. april på Svaneke Bodega, hvor forslaget er en del af en række forslåede vedtægtsændringer.
– Vi kommer med en række forslag til ændringer i vedtægterne, fordi vi er gået fra at være en stald, som primært drev en hest, vi havde fået stillet til rådighed, til at være en stald med flere heste, som vi selv både køber og drifter.
Vores opfattelse er, at ændringerne vil gøre, at vi kan agere mere professionelt inden for travsporten, forklarer Bjarne Hansen.
Link:
Forslag til nye vedtægter