Comet Elkær sikker V5-vinder
Comet Elkær var storfavorit i første afdeling af V5, og han skuffede ingen af spillerne, der havde betroet ham penge.
I odds 10:14 vandt han sikkert foran Cilisa med Laura Pedersen og tredje Bellwood med Thomas Kaas.
Ganske som forventet, så strøg starthurtige Comet Elkær fra spor 4 ubesværet til spids og med træner Frank Mikkelsen i sulkyen kontrollerede de resten af løbet.
Comet Elkær kom over målstregen med kræfter i behold og over en længde til nærmeste. Det var hans tredje sejr indenfor de seneste fem starter, og han sejrede Comet Elkær i tiden 1:22,9/1860 m. auto.
– Det er en hest, der er 20 meter bedre fra spids, og jeg håber 2019 kan fortsætte som nu. Nu får han fred i et par måneder, før vi begynder at træne på igen, fortalte Frank Mikkelsen til Fast Track i vindercirklen.
Sejren gav 3.200 kroner, og efter 17 starter i år står han med fire førstepladser, to andenpladser og tre tredjepladser. Samlet præmiesum i år endte på 23.450 kr. og totalt efter 29 starter i livet med fire sejre, to andenpladser og syv tredjepladser. Samlet præmiesum er 41.900 kr.
I regi af Stald Bornholm.nu har han kun en gang været uden for pengerækken.
Foto: Torben Ager