Any Given Monday slidt op i dødens
Any Given Monday med træner Frank Mikkelsen i sulkyen sluttede lørdag på en sjetteplads, og for første gang i 10 løb endte supersprinteren uden pengepræmie.
Distancen var 1.600 meter med autostart. Den brune canadier kunne som ventet ikke komme til spids, og endte i stedet i ”dødens spor”, udvendigt for den førende hest Sky Line kørt af Betina Lund. Farten blev ikke dæmpet voldsomt meget, så de forreste hest blev alle trætte til slut og havde ikke kræfter til at spurte.
I stedet gik sejren til Hazard Sund med Niels Kristian Hansen (billedet -red.) og med storfavoritten Wega Vang og John Gommans på andenpladsen.
Træner og kusk Frank Mikkelsen var ikke tilfreds med Any Given Mondays præstation.
– Han virkede ikke på toppen. Nu må vi se, om der eventuelt kan være et eller andet i vejen med ham – eller det bare var det hårde løb, der tappede ham for kræfter, sagde Frank Mikkelsen efter løbet.
I kampen om at blive Årets Hest på Bornholms Brand Park fører Wega Vang med seks sejre og to andenpladser, mens Any Given Monday har fem sejre, en andenplads og tre tredjepladser – det samme som Bellwood.
Any Given Monday skal altså have mindst en sejr mere i denne sæson – og helst to for at blive Årets Hest – eller som det også hedder ”oftest sejrende hest”.
Foto: Torben Ager