Sprinteren blev løbet træt
Rønne Revision Bornholmsmesterskab 2018 blev fortjent, men overraskende vundet af Solon, kørt af Kenneth Nielsen.
Som ventet strøg Any Given Monday med Frank Mikkelsen til spids, og den placering holdt han indtil opløbet. Her blev den brune canadier passeret af først Return To Sweden og René Kjær, som havde presset på under det meste af løbet, og siden af Solon med Kenneth Nielsen, som med en afgørende sprint overrumplede de to forhåndsfavoritter.
– Monday havde ikke flere kræfter. Han blev løbet træt af de konstante angreb, og det lykkedes ikke at dæmpe farten og spare på kræfterne, forklarede træner Frank Mikkelsen efter løbet.
– Men han gjorde, hvad han kunne, konstaterede træneren.
Tredjepladsen til Any Given Monday indbragte 6.250 kr., som skal oven i de 32.650 kr., han stod med inden BM-finalen. Totalt har han i år skaffet præmier for 38.900 kr. Det er 10.000 mere end forrige sæson.
Foto: Torben Ager