Vind billetter til Beatles Night
Stald Bornholm.nu udlodder på tirsdag, 17. juli fire billetter til den årlige ”Beatles-koncert” med Søren Pilmark og hans band Sir Francis Mc Riddlegouph på Svaneke Bodega.
Den foregår i år fredag den 17. august kl. 21:00, oplyser restauratør Jette Laursen, der er en af andelshaverne i Stald Bornholm.nu.
Der trækkes lod om to gange to billetter, og det foregår kl. 17:00 ved Frank Mikkelsens stald på Bornholms Brand Park.
Det er tradition for at Søren Pilmark og Sir Francis Mc Riddlegouph giver koncert på Svaneke Bodegas udendørs gårdsplads for 350 publikummer.
Billetterne sælges kun i bodegaen, og forsalget er i fuld gang, oplyser Jette Laursen.
– Den lave billetpris på 225 kroner i forsalg og 275 i døren trækker mange Beatles-fans og stampublikum, og normalt er der rift om billetterne, fortæller hun.
15 år på musikscenen
Foruden Pilmark består Sir Francis Mc Riddlegouph af musikerne Niels Ratzer (trommer), Ole Skipper (bas), Søren Skov (keyboard) og Troels Skovgaard.
Bandet med det finurlige navn opstod i forbindelse med samarbejdet på et One-man show med Søren Pilmark i 2003. Musikerne og Pilmark fandt hurtigt sammen i deres fælles kærlighed og glæde ved The Beatles’ fantastiske musik og har lige siden, hvilket vil sige i 15 år, loyalt og trofast mod forlægget og forbillederne, spillet og optrådt med Beatles musik over det ganske land. Med en smittende spilleglæde fra fire af landets suverænt bedste musikere og med Søren Pilmark i front, er der lagt op til en Beatles aften af de store.