Cometen vandt sit livs første sejr
Comet Elkær vandt tirsdag aften sit livs første sejr, og gjorde det i overlegen stil.
Han kom i mål med over en længde til Unik Sølvtop og Call Annbirchador på henholdsvis anden- og tredjepladsen.
Førstepladsen gav ærespræmie fra BornFiber og en præmie på 2.200 kroner. Vindertiden var 22,7/2140 meter snorestart.
Muligheden for at komme til spids kom, da storfavoritten Cerosso (med 20 meters forspring) galoperede, og de andre ikke løb så hurtigt. Træner Frank Mikkelsen havde valgt en forsigtig start, fordi hans hest var hidsig efter en omstart. Hurtigt sendte han dog Comet Elkær frem fra bagerste plads i feltet og inden for en omgang havde han med stor lethed rundet hele feltet og var han i front – og han slap ikke spidsen.
– Han blev gal, da Classic Navy med Michael Skovmose på et tidspunkt kom op og pressede lidt på. Jeg måtte tage lidt op i ham, så jeg kunne bevare kontrollen, fortalte Frank Mikkelsen.
Comet Elkær står nu med en førsteplads og fem tredjepladser.
Den store opgave for Cometen er Knud Jensen & Søns 4 års mesterskab 24. juli. Inden da forventes han til start i et løb med autostart, som han endnu ikke har prøvet på Bornholm.
Fotos: Torben Ager / Travfotobornholm.dk