Supersprinteren slog til igen
Any Given Monday vandt onsdag efter taktisk klog styring af træner Frank Mikkelsen, og det gav en præmie på 5.000 kr.
På forhånd var den brune canadier ikke spået den store vinderchance, da Picasso Jetset var eksperternes og spillernes helt absolutte favorit.
Der var lagt op til en spidskamp mellem Picasso Jetset og Any Given Monday, men Frank Mikkelsen lod Zeb Lie Star med Torben Dahl Pedersen og Picasso Jetset om spidskampen. I stedet sad han anventende med Any Given Monday, der fra tredje indvendig blev trukket ud i andet spor på sidste omgang. I opløbssvinget gav Frank Mikkelsen supersprinteren besked om at sætte farten op. Any Given Monday lystrede og spurtede frem mod målstregen – og vandt i overlegen stil med noget nær en længde til Spirit Laser med Tonni K. Mogensen.
Vindertiden var 18,7/1860 m auto.
– Jeg havde luret, at jeg ikke kunne tage en længde på de andre fra start, så jeg havde sat mig for at køre i ryg, og det gik jo vores vej. Jeg så, at Kim Hjorts hest (Fool´s Gold i 2.indvendig – red.) faldt lidt ud af takten, og da den ikke kunne trække mig frem, måtte jeg selv frem, sagde Frank Mikkelsen som mener, supersprinteren udstråler mere og mere selvtillid.
Picasso Jetset sluttede på fjerdepladsen – efter Zeb Lie Star.
Med sejren har Any Given Monday vundet sine to seneste starter – og 10.000 kr. Begge løb stod ikke i løbskalenderen, men viste sig som muligheder, da han valgte at lade Any Given Monday stå over i femte afdeling af Golden League.
Any Given Monday har sammenlagt vundet 13.900 kr. i årets otte starter. Halvdelen af sidste sæsons indtjening.
Fotos: Torben Ager