Any Given Monday frisk igen
Lørdag morgen melder træner Frank Mikkelsen, at Any Given Monday er frisk igen efter at han fredag aften pludselig blev syg og måtte slettes kort før finalen i Erling Rügge Memorial.
Frank Mikkelsen mener, hesten havde forslugt sig og fået noget hø i den gale hals, efter det indledende løb.
Det så dramatisk ud, fordi der løb store mængder slim ud af næsen på hesten, som tydeligt havde problemer med at få luft, fordi der sad noget i luftvejene og irriterede.
– Han havde det fint, da vi kom hjem fra travbanen. Han blev lukket ud på folden, og havde det meget bedre.
Her til morgen har han spist normalt, fortæller Frank Mikkelsen, som kørte den brune canadier til en tredjeplads i indledende løb.
– Der skal gå fem dage, inden vi må melde ham til løb igen. Så vi kan ikke få ham til start før 5. juni i fjerde afdeling af Golden League. Lidt ærgerligt, fordi der tirsdag 22. maj var et fint løb til ham, siger Frank Mikkelsen.