Any Given Monday vandt ubesværet

Med føring fra start til slut vandt Any Given Monday lørdag ubesværet Bornholm.nu’s Ærespræmie.

Den brune canadier kom i må et par længder foran Spot On La Marc med Ole Møller, som havde presset på hele løbet.

Men hver gang Any Given Monday fik syn på konkurrenten i øjenkrogen, så skruede han bare lidt mere op for tempoet – og i opløbet kunne konkurrenterne ikke følge med. Frank Mikkelsen og Any Given Monday kom i mål i 18,9, mens Spot On La Marc blev noteret for 19,3.

Med sejren i det 1860 meter lange løb tjente Any Given Monday 2.600 kroner, som efter fradrag til trænerhonoraret ryger ind på kontoen hos Team Bornholm.nu.

Træner Frank Mikkelsen regner med, at Any Given Monday efter det forholdsvis lette løb også starter næste lørdag.

Efter 6. løb var der lodtrækning om en Passat fra Autohuset i Rønne blandt andelshaverne i Stald Bornholm.nu og Team Bornholm.nu. Vinder blev Betina Rask, som fra på mandag har bilen i 14 dage – med alt betalt.

Fotos: Lykke Foverskov