Any Given Monday i front for Golden League

Det lykkedes. Any Given Monday fik med en tredjeplads i fjerde afdeling af Golden League lige akkurat point nok til at sikre sig førstepladsen i ligaen for Bornholms hurtigste heste.

Inden løbet tirsdag aften lå den brune canadier på andenpladsen, 3 point efter Santana Ås, som var storfavorit.

Men Santana Ås galoperede ved starten, og generede Any Given Monday. Derfor kom de begge omkring 20 meter bagud. Alligevel lykkedes det med høj fart Any Given Monday at få kontakt og lægge Santana Ås bag sig.

Any Given Monday overhalede trods den korte distance på 1.600 meter flere af de øvrige heste og var med helt fremme ved målstregen, hvor de tre første heste blev noteret for tiden 17.4.

Vinder af løbet blev Sky Line med Betina Lund. Picasso Jetset blev nummer to.

Santana Ås kom i mål som nummer 5. Derfor står Santana Ås og Any Given Monday lige pointmæssigt med 47 point, men da Any Given Monday har en sejr i ligaen, så overtager han førstepladsen og går til finalen med muligheden for en vinderbonus på 5.000 kr.

Tredjepladsen i sidste indledende afdeling gav en præmieindtjening på 1.250 kr. – men vigtigst: Vi fører ligaen!

Finalen afvikles 23. september.

Foto: Torben Ager