Monday sættes foran længere sulky
Any Given Monday kører ud med en længere sulky, når den unge, hurtige vallak skal forsøge at forsvare sin føring i Golden League på tirsdag.
Den hurtige hest fylder simpelthen noget mere, når han strækker ud for at komme op i fart.
– Sidst havde vi givet ham en bredere vogn på, men alligevel ramte han den og sprang i galop. Så nu får han en længere på, fortæller træner Frank Mikkelsen, som ikke just er begejstret for startspor 8.
– Han løb i en fin tid sidst, men han er jo bedst fra første række, så vi må se, hvor meget vi kan få ud af det, konstaterer træneren, som ikke på forhånd vil røbe taktikken.
En førsteplads i løbet er nok lige lovlig optimistisk, så der køres for at AGM kan få så mange point som muligt, som kan lægges oven i de nuværende 19.
Foto: Torben Ager