Uheld ødelagde Mondays træningsløb

Et uheld i starten af løbet ødelagde Any Given Mondays deltagelse i ungdomsløbet over 2.400 meter på Bornholms Brand Park lørdag, hvor den endte tredje sidst.

Den unge kusk Therese Mikkelsen var godt tilfreds med hesten efter opvarmningen. Men til snorestarten ventede en overraskelse:

– Han var bange for startsnoren, og fik en forsigtig start. Da han lidt senere ramte sulkyen med den ene hov, gik han i galop.

Therese valgte at fortsætte, selvom uheldet satte AGM langt tilbage og da han i forvejen havde 60 meters tillæg til de forreste, var der meget langt op til de førende heste.

– Men han gik fint og det var jo vigtigt, han fik et løb i kroppen. Da der pludselig var andre, som røg i galop, så øjnede jeg en chance for at komme i pengene. Men de andre kom stærkt tilbage, og ja, så blev det som det blev. Der blev kørt virkelig hurtigt, men han er en rigtig dejlig hest, sagde Therese efter løbet.

Træner Frank Mikkelsen betragtede på forhånd løbet som et træningsløb for AGM, som psykisk skal være klar til 2. afdeling af Golden League 16. maj.

Efter sejren i 1. afdeling 22. april føre AGM eliteserien og det gælder for ham om at få så mange point som muligt – og helst være blandt de første tre i mål.
Foto fra Dantoto