Lokalkøbmand med i stalden
Købmand Susanne Wridt fra Meny i Rønne er blandt de nye medlemmer i andelsstalden Team Bornholm.nu og hurtigtraveren Any Given Monday.
Hun meldte sig efter Any Given Mondays sejr i Golden League i lørdags.
– Jeg er faktisk lidt bange for heste. Men jeg følger jo med på Bornholm.nu og læste, at han ( Any Given Monday – red. ) vandt. Så jeg syntes, det kunne være sjovt at være med.
Travsporten er jo stor på Bornholm, og der kommer mange mennesker på travbanen.
Som lokal, selvstændig købmand, så har jeg jo mulighed for at støtte lokale initiativer, og det her lyder rigtig spændende. Jeg får måske ikke så megen tid til at komme på travbanen, men jeg skal da helt sikkert ind og se ”min hest”, siger Susanne Wridt, som også har tegnet sig som sponsor på et af travløbene på Bornholms Brand Park til efteråret.
Skiftede kæde
For to år siden skiftede Susanne Wridt kæde, fra EuroSpar til Meny, og der blev skruet op for lokale varer og økologi.
Supermarkedet i BornholmerCentret på Store Torv i Rønne fik også en åben slagterafdeling, hvor kunderne betjenes direkte fra disk.
Navnet Meny stammer fra Norge, hvor det er en succesfuld dagligvarekæde. Succesen skyldes blandt andet, at den enkelte butik kan dyrke de lokale specialiteter, sæsonvariationer og traditioner.
Det betyder ifølge Susanne Wridt, at der satses på kvalitetsfødevarer i alle kategorier, blandt andet frugt og grønt og et stort udvalg af økologiske varer samt ferskvarer.
– Vi har faguddannet personale, som kan vejlede kunderne. Samtidig kan vi holde et fornuftigt prisniveau, så jeg er glad for, jeg skiftede til Meny. Heldigvis har kunderne taget godt imod det nye koncept, siger Susanne Wridt, som inden længe også holder et stort blomstermarked ved vandrehjemmet i Rønne.