Arbejder med AG Mondays psyke

Næste opgave for Any Given Monday bliver 2. afdeling af Golden League 16. maj på Bornholms Brand Park med en distance på 2.400 meter.

Han vandt lørdag ubesværet 1. afdeling Golden League og en førstepræmie på 5.000 kroner.

– Der er ikke rigtig nogle løb til ham inden 16. maj. Men der er et ungdomsløb inden, hvor han vil få 60 meters tillæg. Måske skal vi melde ham til det, og tage det som et træningsløb.

Han har afgjort fysikken til at vinde i hurtigklassen. Det, vi skal arbejde med, er viljen og hans psyke. For hvis han ikke ligger forrest, så gider han ikke rigtig. Derfor tænker jeg, at det måske kunne være godt for ham, hvis han kan få et løb, hvor han relativt let kan komme uden om et par stykker, så han kan se, det også kan være sjovt at komme bagfra, fortæller Frank Mikkelsen.

Om AGM skal bruge ungdomsløbet som træningsløb afgøres af Frank Mikkelsen og teknisk repræsentant Jens Ole Maegaard.

Mandag løb Any Given Monday rundt i folden, og så frisk ud.

– Men han løb sig heller ikke ud i lørdags, siger Frank Mikkelsen.

Foto: Torben Ager