AG Monday ventes til start 22. april

AF BJARNE HANSEN
Chefredaktør Bornholm.nu

Det blev Påskelørdag til en rolig sæsondebut for Any Given Monday på Bornholms Brand Park, og han løb sig ikke ud.

Det betyder, at træner Frank Mikkelsen regner med, at AGM allerede kan starte næste løbsdag, 22. april – samme dag, som vi har generalforsamling.

I løbet i hurtigklassen Påskelørdag havde AGM startspor 8, og det var som forudset ikke optimalt. Og slet ikke på den regnvåde bane.

– Det gik meget godt. Vi kom ikke i pengene, da vi i sidste sving blev generet af Great Arnie med Stefan Lind-Holm, og jeg synes ikke, der var nogen grund til at presse Monday for måske at vinde 200 kr. Så hellere spare ham. Jeg trak ikke engang vattet.

Så hvis han ser frisk ud i morgen, søndag, så melder jeg ham til løb 22. april, sagde Frank Mikkelsen efter løbet i hurtigklassen, der havde været en spændende affære.

Som Bornholm.nu kunne berette fra løbet, at snuppede Oak New spidsen, med Picasso Jetset udvendig for sig om med Silver Game i ryg.

”Great Arnie kørt af Stefan Lind-Holm blev forsøgt fremad et par gange, men et par galopper ødelagde alle chancer. I stedet rundede Picasso førende Oak New, men på selve målstregen fik Mads Petersen presset mulen på Silver Game foran Picasso til en meget snæver, men populær sejr,” refererede netavisen.

Den flotte lagkage.

Efter løbet var der kaffe og lagkage, da løbet var AGMs første start for vores stald.

Vi er så heldige, at en Michael Martens er blandt ejerne – og bager. Så det var en stor, flot lagkage. Ejerkredsen lykkedes at komme igennem knap halvdelen af lagkagen – resten blev bragt ned i stalden, hvor den (også) gjorde lykke.

Fotos: Torben Ager (løb) og Bjarne Hansen (kage)