Succesfuld hesteejer med i AG Monday

AF BJARNE HANSEN
Chefredaktør Bornholm.nu

Den bornholmske travsports mest succesfulde hesteejere i løb på Bornholm, Nina Kjær, slutter op om Team Bornholm.nu´s Any Given Monday.
Stald Nina har været ejer af Bornholms travkonge Hector Brogård, som tre gange vandt Bornholmsmesterskabet, og Lamott, som gik på pension efter sin tredje sejr i Bornholmsmesterskabet sidste år.
Nina Kjær har siden da købt et par anparter i Charlottenlund Travbanes anpartshest Bali, men nu har hotelejeren fra Nordbornholm også med i kredsen omkring Any Given Monday.
Hendes hotel, Hotel Hammersø, er på Bornholms Brand Park også kendt for at lægge navn til det ene af svingene på travnaben – Hammersø-svinget ved landevejen.

Spændende historie
Hotellet har en spændende historie, som går helt tilbage til starten af 1900, hvor Bornholm blev opdaget som rejsemål. Her var det i særdeleshed Allinge-Sandvig med sine knejsende klipper og kridhvidt sand i små laguner, der virkede som en magnet på det danske og tyske borgerskab.
Helt tilbage fra 1906 har der været drevet hotel på stedet, hvor Hotel Hammersø ligger. I 1942 købte Magnus og Karen Kjær hotellet og trods svære forhold under 2. verdenskrig gik det godt. I 1944 beslaglagde tyske tropper imidlertid Hotel Hammersø og stedet blev brugt som feltlazaret for sårede tyske soldater fra østfronten. Det var en hård tid for den ellers så flotte hotelbygning, der hurtigt blev kraftig nedslidt.
Da Danmark blev befriet i maj 1945, omfattede befrielsen som bekendt ikke Bornholm, der i stedet blev besat af russiske tropper.
De russiske tropper beslaglagde straks de bedst beliggende hoteller på Bornholm – herunder Hotel Hammersø. I perioden frem til 1946, hvor de russiske tropper gav Bornholm tilbage til Danmark, fungerede Hotel Hammersø som kommandocentral for russiske officerer.

Idyllisk feriested
Da Magnus Kjær i 1946 fik sit hotel tilbage var det i en sørgelig forfatning. Men med Marshall-hjælp fra USA og en kæmpe indsats fra Magnus og Karen Kjær blev stedet sat flot i stand og kunne igen fungere som idyllisk feriested.
Nina Kjær (datter af Magnus og Karen Kjær) overtog i 1988 Hotel Hammersø sammen med sin mand Birger. Stedet er løbende renoveret og til dels udbygget, så man i dag råder over langt flere hotelværelser, men også kan tilbyde både ferielejligheder og appartements på og omkring Hotel Hammersø.
I dag er også tredje generation, Ninette Kjær, en del af driften på Hotel Hammersø. Og Liane Kjær har åbnet café og restaurant i Sandvig, opkaldt efter Hector Brogaard.